InkTober 2018 – Færdig!

Jeg laver min 4. InkTober i år. Sidste år lavede jeg ink wash (lasering på dansk??) portrætter og jeg lærte virkeligt meget af det, men jeg brugte også en vanvittig masse tid på det. Jeg nød virkeligt at arbejde med det fortyndede blæk og penslen og er rigtig glad for slutresultatet. En ting jeg ikke nød var undertegningerne i blyant. Jeg lavede dem med et net/grid som hjælp og brugte mindst lige så lang tid på at finpudse undertegningen som jeg gjorde på at arbejde med blækket. At bruge et net når ligheden virkelig skal sidde lige i skuret kan være fint nok, men for mig blev det en dårlig vane jeg ikke nød og jeg har stort set ikke tegnet siden december.

Så nu er det tid til forandring, og det blir’ ikke kønt. Jeg har virkeligt travlt i oktober, så jeg er også nød til at finde en hurtigere måde at gøre det på. Jeg vil lave portrætter igen, men vil ikke bekymre mig så meget om at ramme ligheden. En ide kunne også være at bruge mindre reference billeder med færre detaljer. Min plan er simpel;

-Lav undertegning i blyant, blæk med fyldepen
-Tegn hurtigt
-Ingen hjælpe net/grid eller lignende, eneste hjælpeværktøj er min blyant
-Ikke gøre det lettere ved at skalere referencen til at være samme størrelse som tegningen
-Lav toner med skraveringer, brug så få streger som muligt

Det er en simpel plan men jeg ved det bliver rigtigt svært. At få min hjerne/forfængelighed til at acceptere at det ikke bliver lige så pænt som hvis jeg havde brugt mere tid eller andre metoder bliver den største hurdle.

Jeg opdatere løbende denne side med tegningerne, der er kommentarer til dem under galleriet

Dag 1. Jeg tænkte at det ville være en god ide ikke kun at tegne kvinder. Dagens tegning er et tilfældigt mugshot fra bogen “Booked”. Det er Scot Weilland og det er ret let at se at jeg er mere vant til at tegne kvinder. Frustration gjorde også at “så få streger som muligt” blev til rigtig mange streger. Jeg tror jeg tager et problem ad gangen så tilbage til at tegne kvinder i morgen.

Dag 2. Sktchy tegning i dag. Kunne ikke helt beslutte mig for hvordan jeg skulle skulle starte på skraveringerne. Endte med at løbe tør for tid, så den fik ingen skraveringe.

Dag 3. Jeg havde ikke rigtig nogen plan da jeg startede på skraveringerne, jeg blev bare ved med at lave flere for at prøver at fixe de fejl jeg lavede undervejs. Det lykkedes absolut ikke med “så få streger som muligt” men jeg kan nu godt lide tegningen alligevel. Sktchy tegning igen.

Dag 4. Det blev alt for sent i dag og min fyldepen strejker mere end den tegner så ikke mere i dag. Måske laver jeg skraveringerne en anden dag. Sktchy tegning igen.
Godt råd hvis du skal lave højlys i øjnene; Sæt hætten på når du ryster en akryl pen. Jeg har små hvide pletter overalt…

Dag 5. Jeg har ikke haft tid til at rense min fyldepen, så jeg brugte fineliner. Endnu ingen plan for skraveringerne så der er stadig virkelig mange streger.

Dag 6. Hastigheden gik en smule op i dag og indimellem virkede det som om jeg havde en ide om hvad jeg lavede med skraveringerne. Startede med at bruge en fyldepen jeg normalt bruger til at skrive med. Den var fyldt med almindelig ikke vandfast blæk og begyndte at tvære lidt ud under håndfladen. Normalt bruger jeg vandfast blæk og har ikke det problem, så jeg skiftede til fineliners.

Dag 7. Jeg har ikke meget tid til Inktober så jeg prøver at finde “lette” motiver; Lukket mund, glat hud, øre dækket af hår osv. Jeg troede at dagens ville være nem. Jeg tog godt nok fejl, den var virkelig svær og tog mig lang tid. På den positive side så fik jeg da brugt lidt færre streger til skraveringerne.

Dag 8. Det blå skær er fra min undertegning. Jeg bruger en blå blyant og visker den ikke ud efter tegningen har fået blæk. Jeg kan godt lide både effekten og at man kan se lidt af processen. Nu hygger jeg mig med at eksperimentere med hvordan jeg kan bruge skraveringer i portrætter. Laver massere af fejl men prøver bare at rette dem med flere streger. Det begynder at virke, jeg bliver ikke længere stresset over fejlene – men målet er stadig at bruge så få streger som mulig.
Sktchy tegning igen og det meste er lavet fineliners – havde mere eller mindre ødelagt papiret med for meget viskelæder så fyldepennen skippede.

Dag 9. Jeg var virkelig stolt af mig selv da jeg lavede undertegningen meget hurtigere end jeg plejer, men så opdagede jeg at øjnene ikke sad helt som de skulle og begyndte at rette dem igen og igen – til slut var det absolut ikke hurtigere end normalt. Jeg var så forhippet på at få hældningen på hovedet med, at jeg faktisk endte med at tippe det lidt ekstra, men det gør nu ikke noget. Skraveringerne gik vist også lidt amok i dag.
Sktchy tegning med fineliners.

Dag 10. Jeg var lidt hurtigere med undertegningen i dag, men kunne gladeligt have brugt hele eftermiddagen på at forbedre den. Skraveringerne gik også lidt hurtigere. Det er lidt svært at vænne sig til tanken om, at det nok bliver ret grimt før det bliver bedre, hvis jeg virkelig vil forbedre min tegne hastighed.

Dag 11. Jeg ved ikke hvorfor jeg fik den geniale ide at lave denne på en dag jeg rigtig gerne ville være hurtigt færdig. Det gik faktisk rimeligt hurtigt med undertegningen, men så opdagede jeg at øjne og næse ikke sad rigtigt. Jeg tror jeg tegnede øjnene 100 gange inden jeg opdagede at de ikke bare sad forkert, men også var alt for store. Da jeg endelig kom igang med skraveringerne var jeg alt for træt og resultatet var sådan lidt over det hele.

Dag 12. Jeg prøvede at lave tegningen på en færge. Jeg kan godt lige at lave lidt urban sketching, men at tegne efter telefon skærmen klemt inde blandt andre fungere absolut ikke for mig. “Better done the perfect” er vist mottoet de næste dage.

Dag 13. Min lyseblå blyant er ikke det bedste værktøj når man prøver at tegne efter mørkets frembrud i elendigt lys. Jeg prøvede virkeligt at skynde mig i dag, med det resultat, at hun blev ved med at ligne en 10 årig. Til sidst var jeg ligeglad med ligheden bare hun ikke lignede et barn mere, desværre mistede jeg alt det, der havde gjort at jeg havde valgt billedet i første omgang, i processen.

Dag 14. On catch up, fik lavet 3 i dag så nu er jeg up to date igen. Meeen imorgen har jeg en meget travl dag, så der kommer jeg mok én bagud igen :-/

Dag 15. Jeg er ret tilfreds med denne tegning, det er endeligt lykkedes at få skåret lidt ned på antallet af skraveringer. Jeg har også lavet lidt for mange af de “lette” ansigter (lige på, lukket mund, øre skjult osv. osv.) på det seneste. Jeg tog de “lette” for at sparre tid, men det virker nu som om jeg har lige så mange problemer med de “lette” som jeg har med de svære. Go figure.

Dag 16. Det gik lidt hurtigere med undertegningen denne gang. Den så ikke lige så godt ud som normalt, men jeg fik fixet de fleste af problemerne med blæk. Det er jo ret tydeligt hvad jeg skal gøre for at få tegnetiden ned; ikke lave færdig konturtegning som undertegning, men kun en skitse for at være sikker på at jeg får placeret alt de rigtige steder. Jeg ved det jo godt, men alligevel ender jeg altid med at bruge en masse tid på at finpudse undertegningen.

Dag 17. Jeg prøver stadig at lave mine skraveringer med færre streger. Når der er færre streger er det efter min mening vigtigt at de er tegnet med stor sikkerhed, mine er stadig ret usikre. Jeg er ikke sikker på der en nok kontrast i tegningen – Kikker på den igen imorgen, måske skal den lige have en omgang med brush pennen.

Dag 18. Prøver stadig at finde ud af at lave skraveringer med færre linjer og jeg er stadig ikke sikker på jeg synes der er kontrast nok i tegningen. Så alt er vist ved det samme som igår.

Dag 19. Jeg kæmpede længe med undertegningen. Da jeg begyndte at skravere var planen kun at skravere i én retning. Det gik fint i et stykke tid men lige pludselig var der kryds skraveringer alle vegne. Skraveringerne flød lidt bedre i dag og jeg er ret tilfreds med resultatet.

Dag 20. Jeg lavede undertegningen på ca. 1/3 del af den tid jeg normalt bruger og skraverigerne ville også have gået meget hurtigere hvis jeg ikke var faret vildt mens jeg prøvede at finde ud af hvordan jeg skulle tegne alt det hår. Tegningen blev ikke så nøjagtig som jeg gerne ville have haft det men hvis jeg skal nå alle Inktober tegningerne er jeg nød til at blive hurtigere, så det må jeg hellere vænne mig til.

Ups, fik aldrig oversat de sidste kommentarer. Du kan læse dem i den engelske version.